onsdag den 13. november 2013

Spelt Biscotti med chokolade (& en vinder)

Det er efterhånden længe siden jeg har bagt biscotti sidst. Jeg elsker den lille sprøde kage med det lækre knæk, smager skønt for sig selv men i særdeleshed til en god, varm kop kaffe eller te.

Jeg eksperimenterer altid lidt med indholdet. Nogle er med chokolade, andre uden, men i stedet med masser af appelsin eller andet lækkert. Denne omgang blev med chokolade og et drys kaffe, der kan udelades hvis man ikke er til det.
Der er dog altid masser af mandler involveret, det hører sig ligesom til, og jeg synes det er det der gør dem så lækre :o)
William og Sigurd er også ret vilde med de små kager, så selvom de hverken drikker kaffe eller te ryger de nemt indenbords :o)

Kunne sikkert også laves i en lækker julet udgave, juhu (endnu) en undskyldning for at bage en portion mere..

Det er faktisk forholdsvis enkelt at lave biscotti, der skal ikke æltes en masse eller sættes tid af til hævning, bare hakkes, blandes og formes.
Denne version er lavet udelukkende på speltmel, som jeg eksperimenterer en del med for tiden.
Mange der døjer med maven kan ikke tåle alm. hvede-, rug-, ølands-, grahamsmel osv. men speltmel har ikke samme kulhydratsammensætning og derfor kan en del flere tåle denne meltype - blot en lille sidebemærkning :o)

Til ca. 25-30 stykker
Du skal bruge:
50 gr. grahamsspeltmel
75 gr. sigtet speltmel
80 gr. mandler
120 gr. sukker
1/2 tsk bagepulver
2 æg
1 tsk vanillepulver
1/2 tsk. salt
35 gr. god mørk chokolade
2 tsk frysetørret kaffe (kan udelades hvis du ikke er til kaffesmag)

Sådan gør du: 
Tænd ovnen på 175 grader varmluft.
Hak chokolade og mandler groft. Rør alle ingredienserne godt sammen i en skål.
Fordel dejen i to lige store dele på en bageplade. Dyp dine fingre i lidt vand og glat dejklumperne ud til to aflange stykker (se billede ovenfor)
Sæt pladen i ovnen i ca. 20 minutter.
Tag pladen ud af ovnen og lad kagerne afkøle en smule, indtil du kan holde til at røre ved dem. Løft dem over på et skærebræt og skær på skrå hele vejen hen, så stangen bliver forvandlet til mundrette stænger af ca. 1 cm tykkelse.
Læg stængerne tilbage på bagepladen med den ene side nedad (og den anden side opad :o))
Put bagepladen tilbage i ovnen og lad kagerne blive sprøde. Det tager ca. 15. minutter, men hold øje, så de ikke bliver brændte
Tag kagerne ud af ovnen og lad dem afkøle.
Kan snildt holde sig en uges tid i en tætsluttende dåse, hvis altså de får lov...

For øvrigt gør de sig godt i en lille pose som værtindegave, nu hvor julefrokosterne nærmer sig.. :o)


Udover at friste med hjemmebag er det også blevet tid til at finde en vinder af en smuk spurv fra Lucie Kaas. 
Tak til Lucie Kaas for at stille en skønhed på højkant og tak til alle Jer der havde lyst til at lege med! Desværre kan jeg kun forkæle én af Jer med en spurv.
Den heldige er Heidi Sønderjyde. Send mig en mail med din adresse og jeg skal sørge for at der kommer en spurv flyvende til dig hurtigst muligt :o)

Du kan stadig nå at være med i konkurrencen om et fint hus her. I morgen skyder jeg endnu en lækker give away i gang, så stay tuned :o)

Rigtig god eftermiddag

12 kommentarer:

  1. Ejj det vil jeg prøve at lave snart:) tak for opskriften:)

    SvarSlet
    Svar
    1. Velbekomme Vicki. Håber du synes mindst lige så godt om dem som vi gør herhjemme :o)

      Slet
  2. tillykke til Heidi :)
    Og jeg er selv vild med biscotti, - har en opskrift på nogle lækre orange/chokolade på min blog, men vil klart snart prøve at bage ud fra din opskrift, da det lyder lækkert og jeg faktisk har noget speltmel i skabet (som snart bør tømmes og ryddes op i.......)

    // Rikke //
    CUPCAKE-STYLISTEN

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for din kommentar Rikke :o) Spændende hvad du synes om dem med speltmel i :o)

      Slet
  3. Du er simpelthen bare så sej til bagning :o) Tillykke til den heldige :o)

    SvarSlet
  4. Hold nu op, hvor ser de lækre ud. Hvad tænker du kunne komme i en julet udgave ud over appelsin?

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Marina :o)
      Ja bum bum, jeg tænkte på tørrede tranebær eller et drys kanel evt. Jeg må lege lidt videre med tanken og afprøve mulighederne :o)

      Slet
  5. De kager ser rigtig lækre ud, dem tror jeg jeg vil prøve en dag:) Tak for opskriften!

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...