Viser indlæg med etiketten Nyt hus. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten Nyt hus. Vis alle indlæg

lørdag den 22. marts 2014

Tag over hovedet..

Det er efterhånden halvandet år siden vi overtog vores skønne hus og mange ting har allerede forandret sig, både små og store projekter er blevet gennemført og vi har hele tiden gang i et eller andet.

Da vi kiggede på hus var det vigtigt for os at finde et sted hvor vi kunne se os være og udvikle os mange år frem. Da vi trådte ind i huset første gang var vi ikke i tvivl! Her ville vi gerne bo, her var rammerne for vores drømme lige som vi kunne ønske os dem (og til at betale for menneskepenge).
De efterfølgende uger var vildt nervepirrende, for vi kunne kun købe huset hvis salget af vores rækkehus gik igennem og derudover var vi oppe imod andre interesserede, der også bød på ”vores” hus.
Da det hele endte lykkeligt og vi kunne begyndt at trække vejret igen, indtraf næste kapitel; drømmene.

Vores hus er hverken nybygget, perfekt eller præcis som vi ønsker os det (endnu). Men rammerne er der, og vi er godt på vej og nyder processen undervejs - heldigvis.
Og selvom både Anders og jeg indimellem joker med at det kunne være skønt at alting var som vi gerne ville have det, så vi ikke skal bruge tid og kræfter på at tænke boligforbedringer, så er vi nok bare i virkeligheden ikke særlig gode til at sidde stille – og heller ikke særlig gode til at have det som vi altid har haft det (okay det er nok mest mig der må tage æren for det :o) host host)

Inden vi flyttede ind brugte vi nogle uger på at ændre  et par store ting. Nu tager vi løbende fat på nyt projekter. Når tiden og pengepungen kan følge med.
Som jeg har nævnt før, drømmer vi om at lægge nye gulve på 1. salen. En anden drøm er nye vinduer i underetagen. Begge drømme er efterhånden indenfor rækkevidde.

Heldigvis er jeg opdraget med viden om at ting tager tid – og koster penge. Og egentlig synes jeg også at meget af glæden ved nye ting kommer fordi jeg/vi har sparet op og glædet os til at kunne opfylde en drøm.

Vores helt store (hus)drøm er at få nyt tag.
Jeg er ikke specielt pjattet med udseendet på taget, det er sådan lidt øhm slidt. Det trænger til en ordentlig omgang balsam og måske lidt skælshampoo. Jeg ville elske et smukt sort tag der stod helt skarpt. På en måde er taget husets hår, og i mine øjne må det meget gerne se velplejet ud, men det kan være svært at holde manken velstriglet efter 30 år – tro mig, jeg taler af personlig erfaring :o) haha

Helt fornuftspræget så trænger huset heller ikke til nyt tag, så det ville være helt galimatias at skifte det lige nu – vi har heller ikke penge stående klar til dét projekt. Men vi ved at det på et tidspunkt vil blive nødvendigt at skifte toppen af huset. Og i den forbindelse vil vi meget gerne gøre andet og mere end blot at skifte taget. Jeg drømmer om at åbne op til kip ovenpå og lave kviste på begge sider, for der er faktisk en fænomenal udsigt deroppefra som vi slet ikke får nok glæde af lige nu. Og hvis jeg skal tage de økonomiske briller på, er jeg egentlig ret sikker på at sådan en investering kan betale sig – måske ikke krone til krone – men i hvert fald gøre en masse godt for huset, både mens vi bor i det og når vi engang skal sælge det igen.

Forhåbentlig bliver drømmen til virkelighed engang, i hvert fald giver det os en fantastisk følelse at drømme om det og glæde os til at det engang bliver virkelighed.

Hvilke boligdrømme render du mon rundt med, store som små?

torsdag den 25. juli 2013

Højt at flyve..

Forhåbentlig er der ikke nogen der skal falde ned her, men hvis det skulle ske, har vi nu sørget for at de lander blødere end før...

Der er rigeligt at bekymre sig om med to temmelig aktive drenge i huset, specielt efter denne omgang
Med hjælp fra farmor og farfar har vi fået fat på bløde fliser, så vi kan lade drengene lege i sandkassen uden at skulle være (alt for) bekymrede for baglæns saltomortaler..

onsdag den 3. juli 2013

Overblik

En del har efterhånden spurgt til vores tavle i køkkenet og jeg har lovet at fortælle lidt mere om den. 
Derfor har jeg skudt lidt friske billeder af den i samspil med den smukke værtinde buket jeg fik i lørdags af min søde svigermormor, der havde været på rov i sin have :o)

Da jeg lavede den i sin tid, da vi boede i vores tidligere hus, skrev jeg et indlæg om den som du kan se her

Nu hænger den i nye omgivelser lige ved siden af bordet i køkkenet og vi kigger på den hver eneste dag, morgen og aften. Jeg tror faktisk ikke vi ville kunne fungere uden den nu hvor vi har vænnet os til at bruge den til alt. 
Alting styres her fra tavlen der viser den nuværende uge og 4 uger frem. 
Det er specielt praktisk at have overblik når nu Anders har skiftende arbejdstider og det kan være svært at huske to uger frem, hvilke dage han skal arbejde og møde hvornår. 

Forneden hænger billeder af ældre og nyere dato og drengene elsker at kigge på dem og vi får gerne en god snak om billederne, dem der er på dem, oplevelser vi har haft osv. 
Der er også en "tomt" felt som vi bruger til f.eks. at øve bogstaver på

Jeg synes det hygger med billeder og de minder mig om hvor hurtigt tiden går... 
Og så kan det jo være meget godt at få lidt overblik over den, tiden altså, så man forhåbentlig kan få det bedste ud af den :o)

lørdag den 22. juni 2013

Sol, sol kom igen & en vinder

Godt og blandet fra ugen der snart er gået..

Når jeg sidder her og kigger ud på regnen der siler ned, kan jeg næsten ikke huske at det faktisk har været dejligt sommervejr i denne uge, så det er godt jeg har billederne der kan minde mig om det..
Krydser fingre for meget mere sol de kommende uger, vi har ihvertfald ispinde klar i fryseren, så den kan bare komme an :o)

2 små vandpistoler fra Føtex til en 10'er, som jeg ellers ikke havde meget tillid til da jeg købte dem, viste sig at være super gode (for de virkede faktisk) og drengene havde så meget sjov med dem i varmen :o)

En bonus ved at have fået højbede er, at jeg godt kan glædes en smule over regnvejr, for så slipper jeg for at vande (= flere penge til at shoppe for i stedet haha :o))

I dag var min mor og jeg på shoppetur i Aarhus. Dog ikke så udbytterigt som disse ture nogen gange kan være. Det var mest ting til drengene vi kom hjem med.
Jeg synes aldrig jeg finder noget når jeg går på jagt, det er næsten altid når jeg ikke lige står og mangler.. Men det er måske ikke kun mig der har det sådan?
Om ikke andet hyggede vi os helt vildt og fik snakket en masse

Og så er det jo tid til at finde en vinder af en helt masse lækker iste. Tak til alle 61 der havde lyst til at være med!
Min mor fik æren af at sige et tal mellem 1 & 61 - hendes valg blev nr. 17 som er Eva Vejlstrup
Tillykke Eva :o) Hvis du sender mig en mail med din adresse kommer der fluks en pakke til dig med forfriskninger

Nu vil jeg nyde et glas rødvin, tænke på min søde mand der er taget af sted på nattevagt og se et afsnit af Barnaby (hvis altså jeg kan holde mig vågen :o))

Rigtig god weekend derude!

søndag den 12. maj 2013

Give Away - Louise Huus

Diamonds are a girls best friend!
Jeg kunne ikke være mere enig. Og da jeg så dette print fra Louise Huus var jeg solgt med det samme!
Det lækre print pynter ved min side af dobbeltsengen og jeg nyder at kigge på det hver dag. Synes det er så fint, enkelt og lækkert i farverne.

Det står bl.a. sammen med et billede af mine to drenge som jeg sætter stor pris på, jeg kan stadig høre deres latter når jeg kigger på det.
I hjørnet står også en masse andet dims som betyder noget særligt for mig. Det er dejligt at falde i søvn til og vågne op til hver dag..

Louise Huus har været så sød at stille et A3 print på højkant til en af Jer!
Nu har jeg altså fornøjelsen af at forkæle en af Jer fantastiske læsere med et lækkert print til væggen eller måske til en gave til en du har kær?
Uden Jer var jeg (eller bloggen ihvertfald haha) ingenting og jeg sætter stor pris på at jeg kan vise min taknemmelighed ved også at forkæle Jer lidt!

Det lækre print findes i 3 farveversioner som du kan se her i Louise Huus' shop hos artrebels.
For at deltage skal du klikke dig ind og se hvilken farvekombination du helst vil vinde og skrive det i en kommentar herunder. 
De er navngivet "Diamond, My Friend I", "Diamond, My Friend II" og "Diamond My Friend III" 

Jeg trækker en vinder på fredag d. 17. maj kl. 18. 

P.S.
Det giver ikke ekstra lodder at dele men det giver helt sikkert god karma :o)
Hvis du ikke allerede er fast læser her er du mere end velkommen til at følge med via bloglovin, klik her

onsdag den 8. maj 2013

En grimasse der kan passe..

Hverdage og fridage...

De sidste par dage er blevet brugt i haven. Min mand er så sød at knokle fra morgen til aften med at bygge højbede til mig. Jeg glæææder mig til vi skal have plantet dem til med lækkerier
Vi har researchet en smule på det og fundet ud af at lærketræ er det bedste til formålet. Det holder i maaange år i modsætning til alt mulig andet (ubehandlet) træ. Det dur nemlig ikke med trykimprægneret da det afgiver stoffer til jorden...

I går skulle min bror holde afslutning i den virksomhed han var tilknyttet under sit studie og havde "bestilt" mig til at bage kager.
Nu da ovnen var tændt blev det også lige til en rabarber/æble/jordbær crumble til min hårdtarbejdende mand i haven - det blev modtaget med glæde :o)

Gerimax har sendt en pakke med energi og jeg har sat Anders til at teste pillerne så han forhåbentlig kan holde energiniveauet oppe hele sommeren så endnu flere projekter kan blive udført haha :o)

Drengene har selvfølgelig også været med i haven. De stornyder det.
Men jeg synes det kan være lidt svært at lægge hovedet i de rette folder, når William kommer anstigende, stolt og storsmilende, med en regnorm som i mine øjne nærmere ligner en slange..
Men jeg skal jo ikke smitte knægten med min angst for kryb, så jeg forsøger at smile og sige wow og få flettet ind i samtalen at jeg synes det er en super god ide at putte den tilbage i busken :o)

I dag siler regnen ned, jeg forsøger at se det positive i det; så slipper jeg da for at vande haven i dag..

Rigtig god onsdag!

tirsdag den 30. april 2013

Kobber, træ, kork og marmor

Hvis man åbner et boligmagasin for tiden er det svært at komme udenom kobber, træ, kork og marmor..

Det er egentlig ikke fordi jeg lader min boligstil diktere af bladene eller moden, jeg går efter det jeg falder for og mixer gerne på kryds og tværs :o)

De seneste års retrofascination har jeg ikke delt, kun i meget begrænsede mængder hvor en enkelt ting eller to har fået lov at snige sig ind.
De nye tendenser med lyse vægge, overblik, enkelthed, træ, nordisk/skandinavisk lethed, smukke stilleben, et mix af nyt og gammelt, nøjsomhed, metaller osv. er jeg ret meget til..

Og så er jeg faktisk helt vild med kork, kobber, marmor og træ og har været det længe. Måske ligefrem længere tilbage end boligbladene når jeg ser mig omkring og tænker over hvornår de forskellige ting flyttede ind..

Priserne og udvalget i genbrugsbutikkerne afspejles oftest af efterspørgslen og jeg har været heldig at finde alt mit marmordims til 5-10 kr stykket og det samme gælder det lille kobberfad. Nu hvor trenden for alvor er ved at slå igennem er udvalget betydeligt mindre og priserne højere.
Korkdækkeservietterne er fra Søstrene Grene til noget lignende en rund tikrone, og så er det vist til at holde ud hvis man på et tidspunkt bliver træt af kork igen. 

Det er jo helt op til én selv om man vil det hele eller kun tage lidt til sig. Personligt tror jeg man skal passe på med at overgøre det og lave kæmpe tableauer udelukkende med marmor eller kobber, men i stedet forsøge at blande det lidt, så det ikke kommer til at ligne et udklip fra 80'erne..
I sig selv kan marmor fremstå meget koldt, men i samspil med "varme" ting som træ blødes det op.  

De små marmorplatter bruger jeg til varme ting på spisebordet eller som bordskåner. Marmorlysestagerne er sjove at mixe med andre f.eks. i keramik eller metal og lave et lille stilleben med. 

Kobber bruger jeg som en effekt sammen med træ og porcelæn. I det hele taget er jeg ret vild med metaller og ting der skinner og har måske nok været skade i et tidligere liv.. :o)

Er du til marmor, kobber og kork eller skal du lige vænne dig til at se på det (igen)? 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...