onsdag den 31. juli 2013

Anton

I sidste uge, da jeg lige var smuttet af sted mod sommerhuset, fødte min veninde en fin lille dreng.
Han var en smule utålmodig med at komme ud og sige hej til sin mor, far og storesøster og kom derfor en måneds tid før end "planlagt".

I mandags havde jeg fornøjelsen af at sige hej til den lille mand for første gang. Så fin og dejlig, jeg bliver altid så rørt og helt varm af kærlighed når jeg ser sådan en lille ny verdensborger.
Og samtidig minder det mig om hvor hurtigt tiden går, jeg forundres stadig over at vores to drenge også har været (næsten) så små engang..

Jeg havde egentlig regnet med at jeg ville have god tid til at sy barselsgaven når jeg kom hjem fra sommerhuset, men jeg kastede mig straks over maskinen da vi kom hjem, så den kunne være klar til når jeg skulle på besøg :o)

Det blev til et lille tæppe i grønne, blå og gule farver og den søde Maus i midten.
Da storesøster blev født syede jeg et tæppe til hende, så det er vel næsten blevet en tradition nu :o)
Derudover var der 3 bodyer fra Pippi og en Jellycat med i pakken.
Da Anton, som han så fint skal hedde, og hans mor stadig er indlagt, har jeg ikke afleveret gaven til storesøster endnu, men hun skal selvfølgelig også forkæles lidt oven på den nye titel :o)


tirsdag den 30. juli 2013

Den dårlige samvittighed lod vi blive hjemme..

Indrømmet, der er flere desserter end salater på billederne ovenover.. :o)

Og vi har nydt det :o)
Derudover var der en "patient" i blandt os der trængte til at blive fedet op efter at have tabt sig alt, alt for meget under sin strålebehandling. Så jeg måtte i gang med mine bedste tricks i køkkenet :o)
En del ting kunne ikke indgå i diæten, så jeg måtte tænke lidt kreativt og det kom der blandt andet en chokoladepavlova med banan ud af.
Opskriften kommer snarest, har lovet et par stykker på Instagram at dele den :o)

Hjemmelavet pizza stod på programmet et par af dagene, på trods af at de blev lavet på udebane blev de vildt lækre og sprøde og der blev spist godt rundt om bordet :o)

Torsdag havde vi frokostgæster og de blev forkælet med jordbærkage. Det er med at nyde de sidste, lækre danske jordbær inden sæsonen slutter helt..

Der har også været tid til at hygge med patchwork og en kold øl i skyggen, og man må da sige at det er idyl, når der går bambi'er forbi lige udenfor vinduet.. ;o)

Det første vi gjorde da vi kom hjem, var at gå ud i køkkenhaven og hive gulerødder op. Lækkert at have den mulighed, drengene kørte dem indenbords i rutefart og fik hurtigt tanket lidt op på grønt-kontoen :o)

mandag den 29. juli 2013

Leg, lopper & sand mellem tæerne

 
Sommerhusbesøg er slut, men nydt i fulde drag så længe det varede
Vi kunne ikke have været mere heldige med vejret, en smule regn kom forbi men kun om natten. Solen skinnede på os og indbød til leg, vandpjask og sand mellem tæerne

En af dagene kom vi tilfældigvis forbi et loppemarked og fandt fine bøger til 5 kr og plastik i lange baner der sørgede for masser af god leg de resterende dage i sommerhuset.
Blandt lopperne var jeg også heldig at finde en helt ny æske Lego med Jokeren, som William har snakket meget om på det sidste, da han er godt i gang med at spille Batman på iPad'en..
Jeg er dybt imponeret over hans evne til at samle figurer osv. ud fra manualen og kan sidde helt tryllebundet og betragte ham og nyde hans koncentrerede ansigtsudtryk :o)

William fik også afprøvet sine vinger og slået kolbøtter i luften

(Blandt andet) når vi tager på stranden, bliver vi mindet om at de to kære drenge er forskellige, til trods for at de er brødre og også har mange af de samme træk..
William har vist været fisk i et tidligere liv og er altid at finde i vandkanten (eller længere ude hvis han kan lokke nogen af os andre med ud)
Sigurd vil ikke engang have fødderne i vandkanten og er i stedet den fødte strandløve

Vi har dog ikke kun leget, der er også blevet spist masser af is, desserter og lækker mad, men mere om det i morgen.. :o)

torsdag den 25. juli 2013

Højt at flyve..

Forhåbentlig er der ikke nogen der skal falde ned her, men hvis det skulle ske, har vi nu sørget for at de lander blødere end før...

Der er rigeligt at bekymre sig om med to temmelig aktive drenge i huset, specielt efter denne omgang
Med hjælp fra farmor og farfar har vi fået fat på bløde fliser, så vi kan lade drengene lege i sandkassen uden at skulle være (alt for) bekymrede for baglæns saltomortaler..

tirsdag den 23. juli 2013

Lynhurtig Grovtærte - min redning på travle dage

Jeg har en favorit når det kommer til hurtig aftensmad, som skal være lidt sjovere end rugbrødsmadder..
Og så er den god som "tøm køleskabet" ret..

Den redder mig gang på gang, drengene er VILDE med den og den er proppet med grøntsager, så det er en virkelig god måde at smugle grøntsager ned i (barne)maven på.. :o)

Derudover bliver den lækker og sprød i bunden og med kun 1 spsk hvedemel er det ikke så stor en "synder" som andre tærter kan være.. (man bestemmer jo også selv hvor meget ost man kommer på toppen)

Indimellem bruger jeg den også selvom jeg har god tid til at kæle for maden :o)

Opskriften er så simpel, så simpel

Du skal bruge: 

1 spsk hvedemel
2 dl grahamsmel
1 dl rugmel
1 tsk salt
1/2 dl olivenolie
1 dl koldt vand

Sådan gør du: 

Bland mel og salt sammen i en skål. Tilsæt vand og olie og rør rundt til du har en ensartet klump (rør kun lige dejen sammen så alt melet bliver vådt og det samler sig)
Stil dejen i køleskabet i min. 1/2 time
Fordel dejen i en tærteform ved at trykke den ud til siderne og op ad kanterne. Sørg for at "lappe" de huller der evt. kommer undervejs

Imens dejen er i køleskabet forberedes grøntsagerne.
Jeg svitser grøntsagerne i en gryde med lidt olie og krydderier som salt, peber, paprika, chili, hvidløg
Grøntsagerne behøver ikke blive gennemstegte, jeg synes bare det gør det hele ekstra lækkert hvis grøntsagerne lige bliver svitset sammen og krydret inden de kommes i tærten
Og så er det godt at noget af væden fra grøntsagerne kan fordampe, så tærten ikke bliver klæbrig

Derudover piskes 3 æg og 2 dl mælk sammen i en skål

Fordel grøntsagerne på bunden og hæld mælke/æggeblandingen henover.
Jeg drysser altid revet ost på toppen, men det kan selvfølgelig udelades hvis man vil have en lettere udgave eller ikke er vild med ost :o)

Bag tærten ca. 45 minutter ved 200 grader varmluft - gerne med extra varme i bunden hvis din ovn har den funktion :o)

Det er kun fantasien der sætter grænser for hvad du kan putte i, her kommer nogle eksempler:
Løg
Gulerødder
Broccoli (sørg for at dække det med ægge/mælkemassen så det ikke bliver svitset i ovnen)
Hvidløg
Peberfrugt
Squash
Ærter
Majs
Kylling

Tomater kan også bruges, men jeg synes de gør tærten for vandet og dermed dejen klæbrig og jeg kan bedst lide en sprød bund, så jeg serverer som regel tomaterne on the side i stedet, i form af en tomatsalat :o)

Mængdemæssigt bruger jeg til en tærte f.eks. 3 gulerødder, en squash, et løg, et hvidløg og lidt frosne ærter..


Rigtig god dag med (forhåbentlig) masser af solskin!
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...