onsdag den 20. august 2014

Farvel herfra

Det er ikke nogen hemmelighed at jeg bruger virkelig mange timer hver uge på bloggen!

På at skrive indlæg, tænke indlæg, tage billeder, besvare mails, udvikle opskrifter osv.
Men jeg elsker det og jeg ville ønske at jeg havde endnu mere tid til det, for indimellem er jeg alt for langsom til at få svaret på jeres kommentarer osv. Men det betyder bestemt ikke at jeg ikke får læst hvad I skriver til mig, og jeg vil forsøge at gøre noget ved det, så jeg kan slippe af med den dårlige samvittighed, der altid nager i baghovedet.

Da jeg for efterhånden en del måneder siden blev kontaktet af de 2 søde piger bag Petit Podium, Manja og Lisbeth, som spurgte om jeg kunne tænke mig at komme under deres vinger, takkede jeg ja tak. Netop fordi jeg bruger så mange timer på bloggen hver uge, synes jeg det er en god mulighed for at komme "tættere" på nogle andre søde bloggere, som jeg kan sparre med og som kan hjælpe mig med at udvikle mig endnu mere.

Nu er bloggen ved at være oppe at køre på den nye platform, jeg mangler at finpudse de sidste småting, selvom jeg nok egentlig aldrig bliver færdig med at rykke rundt og forbedre ;)
Drømmer f.eks. også om at få lavet et ordentligt opskriftindex, jeg håber det snart kan blive en realitet..

Jeg har købt mit eget domæne og fra i dag vil jeg ikke længere udgive indlæggene her på mormedmegetmere.blogspot.dk men i stedet på mormedmere.dk - som en del af Petit Podium, som du måske også kender i forvejen?

Bloggen er stadig helt min egen, den forandrer sig ikke spor, kun sammen med mig. Jeg håber såmænd bare at jeg med det nye samarbejde får endnu flere muligheder for at optimere og gøre bloggen endnu bedre for jer og for mig selv.
Og jeg håber virkelig at du har lyst til at følge med over?

Jeg har sørget for at Bloglovin' er blevet omdirigeret, så hvis du følger med dér skulle der stadig komme opdateringer fra den nye blog når jeg poster nye indlæg.
Hvis du har mig i din blogroll eller gemt som bogmærke, vil jeg blive helt vildt glad, hvis du vil opdatere til den nye adresse www.mormedmere.dk

Og så er I som altid velkomne til at komme med kommentarer og ris/ros til det nye. Også gerne hvis noget ikke virker som det skal, så jeg kan få det rettet til

Jeg har virkelig mange indlæg i hovedet og billeder på computeren, der står i kø for at blive udgivet. Jeg håber at få taget hul på det nye kapitel, med et indlæg fra weekenden der gik og min tur på Formland, de kommende dage - ovre på mormedmere.dk

Ses vi?

fredag den 15. august 2014

Fejring

Hjemme hos os fejrer vi både store og små begivenheder, så i mandags var der fejringsmiddag på bordet!
Denne gang var det en af de store der skulle fejres, nemlig Williams skolestart.

Da 1. skoledag bød på "undervisning" fra 9-14 kunne vi ikke frokostfejre det, som jeg har hørt fra andre at de gjorde, med cafébesøg og shopping. Men så havde jeg også et par timer om eftermiddagen til at forberede burgerboller m.m.

Vores økomand er heldigvis også stadig leveringsdygtig i lækre jordbær og brombær, så Williams yndlingsdessert kom på menuen; bananasplit i en opdateret udgave. Med hjemmelavet vanilleis med store stykker mørk chokolade. Uhm

Det endte også med at William spiste så meget, at han fik helt ondt i maven, men da han puttede sig under dynen om aftenen var han glad og lykkelig og sagde endda "Mor, i dag er verdens bedste dag, fordi jeg har 1. skoledag OG vi får mega lækker mad" <3
Han er simpelthen så fantastisk til altid at give komplimenter, jeg vil gøre mit til at han aldrig vokser fra det :)

Nu kalder weekenden snart og jeg er virkelig klar til den! Har I mon nogle spændende planer?

torsdag den 14. august 2014

Glimt fra børneværelserne

Hylder Ikea // Komfur Brio // Puf Ferm Living // Collage DIY
Skab - Ikea // Reol og skrivebord - String // Stol - Ghost Kartell // Skraldespand - Dulton // Trækasser  -Trævarefabrikernes udsalg // Tapet - Ferm Living
Soldat - Kay Bojesen // Lego hoved - Room Copenhagen // Kurve - Netto // Arkivkasser - Trævarefabrikernes udsalg
I dag skal jeg tilbringe eftermiddagen i godt selskab på Formland. Jeg glæder mig!
I den forbindelse passer det da ret godt at dele lidt glimt fra børneværelserne som lovet forleden ik?

De sidste par uger har de delt værelse inde hos Sigurd, mens væggene blev rykket lidt rundt, blandt andet i Williams værelse. Nu begynder værelserne langsomt at blive beboelige igen..

Vi mangler at sætte de sidste lister op og male dem, og så kan de igen få hver deres værelse - selvom jeg er ret sikker på, de har nydt tiden hvor de har sovet side om side :)

Inde hos Sigurd er hans elskede bøger kommet op igen bag døren.
På Williams værelse er skrivebordet installeret igen som det første. Det er jo en nødvendighed når der pludselig er en skoledreng i huset :)

Nu venter jeg i spænding på, at min personlige håndværker har tid til at færdiggøre de sidste småprojekter, så jeg kan komme videre med indretningen...
Tålmodighed tålmodighed :)

Apropos mit indlæg forleden om insektgiftfjerneren, så var den i brug herhjemme i går. Jeg har åbenbart jinxet skæbnen, undskyld William! Det resulterede i, at han blev stukket af en hveps i går på vej hjem fra fodbold.
En lille l... hveps der havde forvildet sig ind i ærmet på hans t-shirt. Vi drønede hjem og forsøgte os med sugeren og vupti, al det gule gift blev hurtigt suget ud og hævelsen fortog sig med det samme og tårerne kunne stoppe igen. Så nu kan jeg med sikkerhed give den mine allervarmeste anbefalinger. Og den er vel lidt som en forsikring; noget man har, men håber aldrig at skulle bruge..

onsdag den 13. august 2014

Hjemmelavet pasta med laks og grønt

Jeg har i lang tid haft lyst til at forsøge mig med at lave min egen pasta, men altid tænkt at det var en lang og besværlig proces. Og som næsten ville være umulig uden en pastamaskine, som jeg ikke lige har lyst til at investere i. 

Men en eftermiddag for et par uger siden var viljen til at forsøge så stærk, at jeg gik i gang. 
Og til min store overraskelse viste det sig at være lige til, også uden en pastamaskine, og det smagte virkelig skønt. 
De 3 drenge sendte mange roser efter det, men de er nu også søde til at komplimentere min mad :)

Jeg serverede pastaen med grøntsager fra haven, hjemmelavede laksedeller a la dem her, parmesanflager og en lækker, tyk tomatsovs, lavet af en dåse hakkede tomater der får lov at småsimre i en gryde i 30-40 minutter med en masse krydderier i. 

Jeg skrev fremgangsmåden ned undervejs og den kommer her, hvis du også skulle få lyst til at kaste dig ud i det :) 

Til 4-6 sultne maver
Du skal bruge 
100 gr. fuldkornsdurummel
400 gr. durummel
100 gr. tipo 00 hvedemel
1 spsk olivenolie
1 spsk citronsaft
1/2 dl vand + lidt extra måske
4 æg

salt til kogningen

Sådan gør du
Bland de 3 gange mel sammen i en stor skål. Rør æg, citronsaft, vand og olie i. Saml dejen med hænderne. Hvis den er for klistret tilsættes en smule mere mel. Er den for tør tilsættes lidt mere vand. 
Del dejen i 4 stykker, så er den nemmere at rulle ud. 
Rul hvert stykke ud så tyndt som muligt og skær den i strimler på den størrelse du nu har lyst til. 
Drys lidt mel ud på et rent viskestykke og læg strimlerne herpå. 
Fyld en stor gryde med vand og bring det i kog. Tilsæt salt, til vandet er godt saltet. Put pastaen i vandet og lad det koge til det er al dente. Alt efter størrelsen på strimlerne kan det være fra 3-15 minutter. Du kan evt. hive en strimmel op undervejs og tjekke om den har den konsistens du gerne vil have. 
Nogen kan lidt pastaen med bid, mine drenge foretrækker at den er kogt godt igennem...
Dræn vandet fra pastaen og servér sammen med det du synes. 
En god gang bolognese vil også egne sig fremragende :)

Der var lidt pasta til overs fra aftensmaden. Jeg gemte det i en skål i køleskabet og brugte det koldt i en (pasta)salat dagen efter sammen med masser af lækre grøntsager. Det var også et hit på vores middagsbord!

En Eucerin vinder

En smule forsinket kommer her vinderen af en omgang serum fra Eucerin.
Tak til alle jer der havde lyst til at være med.

Den heldige vinder er charlotte mor
Du må meget gerne sende mig en mail med din adresse, så sørger jeg for at der snart lander en forkælelsespakke i din postkasse :)

Jeg har masser af lækre ting i ærmet til jer, så stay tuned :)
Du kan følge med via bloglovin' her, på Facebook her og på Instagram @mormedmegetmere, så er du sikker på ikke at gå glip af noget

Rigtig god dag til jer alle

tirsdag den 12. august 2014

W e e K e N D & et hvepsetip

En dag forsinket, fordi dagen i går var reserveret til den stoooore begivenhed :)
Men I skal da ikke snydes for weekendglimt af den grund, de er blot en dag forsinket...

I fredags kickstartede vi den sidste weekend som familie uden skolebarn, med hjemmelavede pizzaer (jeg lover, opskriften kommer snart på bloggen), majs, rødvin og hygge.

Lørdag fejrede vi verdens bedste mor - og mormor - med frokostbesøg og medbragt lagkagegave.
Okay, hun fik også lidt andre gaver, men en lagkage falder altid i god jord som en lille ekstra overraskelse :)
A har haft arbejdsweekend, så drengene og jeg hyggede for os selv, med god tid til morgenmad og sofahygge. Og selvfølgelig et besøg på fars arbejde, så vi kunne aflevere en portion søndagssnegle
Og så har jeg knoklet videre med at vinde 1. salen tilbage. Det begynder efterhånden at ligne noget.
Du kan se et lille sneak peek på Instagram @mormedmegetmere, mens du venter (i spænding?) på det indlæg jeg har i støbeskeen ;)

Da A kom hjem fra arbejde søndag aften, var sidste punkt på dagsordenen, at nyde et glas rødvin og en lagkagerest i sofaen til et afsnit af House of Cards. Perfekt afslutning på weekenden!


Og nu jeg lige er her, vil jeg lige sende et hvepsetip videre til jer. Måske har I bemærket at det er hvepsesæson lige nu? Vi har ihvertfald ikke kunnet undgå at bemærke det, der er mange i år og de er aggressive!
Da vi var på Samsø kravlede de ligefrem rundt på Sigurds mund og der var MANGE!
Pyha, jeg forsøger altid at sidde stille når de er i nærheden, og det er drengene heldigvis også gode til, men jeg frygter virkelig de stik!
William blev stukket på næsen for et par år siden, det var (selvfølgelig) ikke en god oplevelse. Og nu er det så bare at vente i "spænding" på om han er allergisk, hvis han skulle blive stukket igen engang...
Nå, det jeg vil tippe om er, at der findes en dims, der kan afhjælpe ubehaget hvis uheldet skulle være ude. En insektgiftfjerner fra Unstinger.
Vi har heldigvis ikke haft brug for den endnu, men jeg synes den er rar at have i baghånden hvis nu...
Den kan i øvrigt også bruges til andet en hvepse- og bistik. Blandt andet også til hestebremser, slangebid og klæger.
Den fylder ikke meget, så den kan nemt være med i tasken eller i bilen, og kan bruges med én hånd. Og så suger den ellers giften ud, smertefrit og let, hvilket skulle mindske ubehaget ved stik eller bid markant.
Nu er tippet ihvertfald givet videre, hvis I, ligesom jeg, er vild med dimser der uden videre kan gøre dumme ting bedre :)

mandag den 11. august 2014

Sommerfugle i maven

Så er det i dag det sker... 1. skoledag!
Fra lille fyr til stor dreng.

Mon ikke vi er mange med sommerfugle i maven i dag?
En dag der bringer et helt nyt, langt kapitel med sig. Et kapitel der kommer til at vare i mange år fremover.

William er klar!
A og jeg forstår det vist ikke helt endnu :) Vi synes næsten lige det var os selv der stod dér foran hoveddøren, klar til at kaste os over en ny verden...
I morges vågnede han før os andre, og da vi kom ned i stuen sad han i sofaen i sit nye sæt tøj (som han selv har valgt), med skoletasken på skødet :)

De sidste par uger har William været vildt optaget af at lave bogstav- og talopgaver hver dag, når han kom hjem fra fritteren. Og han er sej til det. Det bliver simpelthen så sjovt at følge hans vej til at blive så gode venner med bogstaverne, at de pludselig giver ny mening for ham. En vild tanke egentlig, at han snart kan læse hvad han er omgivet af...

Da vi besøgte mine forældre sidste weekend, fandt jeg det gamle fotoalbum frem og billedet af mig dér foran hoveddøren, med en buket i hånden og maven fuld af forventningens glæde. Og ja, jeg kan jo godt se at det er længe siden, men jeg husker det alligevel som var det sidste år :)
Og jeg håber inderligt at dagen i dag vil give ham fantastiske minder, som han vil tænke tilbage på med glæde!

På Williams opfordring så vi afsnittet om Alfons Åbergs 1. skoledag i går og læste den samme historie som godnatlæsning.
Skoletasken blev pakket, tjekket igennem flere gange, tøjet blev lagt klar på stolen og de nye sko er blevet aet ret meget den sidste uge.

I dag er en stor dag!
Glædelig mandag til jer alle

søndag den 10. august 2014

Syndige Søndags Spelt Snegle

Jeg elsker morgenmad. Bum!
Når jeg lægger hovedet på puden om aftenen glæder jeg mig til morgenmad. Og i weekenden har vi altid mindst én dag hvor vi gør lidt ekstra ud af det og nyder morgenen langsomt.
I går aftes da jeg satte dej over til boller toppede jeg op med en dej til snegle.

Syndige søndagssnegle med speltmel. Lækre saftige snegle med bløde kanter. Der sender den skønneste duft rundt i hele huset og vækker dem der måtte snue den under dynen... Desværre ikke noget der sker herhjemme ;) Men jeg har drømt om dem hele natten ;)

Som jeg vist har skrevet før, er jeg topfan af koldhævning. Og de her snegle er lavet ud fra netop det princip. Er det ikke fedt at kunne stå op, rulle dej ud, forme snegle og lade ovnen klare resten, mens man dækker bord og laver kaffe? Og så sætte sig, nyde og starte dagen lidt syndigtødt...

Denne portion rækker fint til 14 snegle, der smager fantastisk når de er friskbagte og stadig lune.
Da A har weekendvagt denne weekend kom den ene portion hen til ham og kollegaerne. Og rygterne vil vide at de var hurtigt væk..
Hvis du ikke kan afsætte så mange på én gang, vil jeg anbefale at du kun putter glasur på nogle af dem. Så kan du lune og pynte de gemte lidt, inden de skal spises.

Du skal bruge

Dej:
20 gr. gær
1 1/2 dl mælk
1 dl vand
1 tsk salt
1 æg
1/2 tsk kardemomme (kan udelades)
45 gr. sukker
150 gr. grahamsspeltmel
250 gr. speltmel (+ det løse, til du har den rette konsistens på dejen)
45 gr. smør

Remonce:
60 gr. smør
2 tsk. kanel
4 spsk brun farin
60 gr. marcipan

1 æg til pensling + 2 tsk. vand

Lidt flormelis og kogt vand til glasur

Sådan gør du
Opløs gæren i mælk og vand. Tilsæt sukker, salt, æg og kardemomme og rør rundt. Hæld speltgrahamsmelet i og rør godt rundt igen. Herefter tilsættes speltmelet lidt efter lidt. Der må endelig ikke komme for meget i, så dejen bliver tør. Den skal være luftig, glat og smidig. Jeg bruger ca. 225 gr. i alt, men det afhænger meget af meltypen. Når dejen er tæsket godt igennem og slipper siderne tilsættes smørret i små tern. Dejen skal nu æltes godt. Jeg lader den køre på maskinen i ca. 7 minutter.
Derefter hældes den i en skål med lidt mel drysset i bunden, dækkes til og sættes i køleskabet til morgenen efter.
Om morgenen tager du dejen og de 60 gr. smør til remoncen ud af køleskabet så det kan stå og blive blødt. Ælt dejen hurtigt igennem på et meldrysset bord. Rul dejen ud til et stort rektangel. Smør smørret ud på dejen. Drys kanel og brun farin ud over dejen og riv marcipanen over bagefter. Rul dejen sammen på den lange led. Skær herefter 14 ca. lige store stykker. Smør 2 forme eller fór dem med bagepapir. Sæt en snegl i midten og fordel 6 snegle rundt om. Tryk dem godt.
Tænd ovnen på 190 grader varmluft og lad sneglene hæve på bordet mens ovnen bliver varm.
Pensl sneglene med sammenpisket æg og vand.
Bag sneglene i ca. 25 minutter, til de er gyldne og gennembagte. De hæver mens de bager, vokser mere sammen og derved får de deres lækre bløde sider.

Når sneglene er afkølet en smule pyntes de med glasur og evt. krymmeldrys af en slags

En anbefalelsesværdig start på enhver dag - eller måske som eftermiddagsforkælelse?


P.S. Hvis du ikke har speltmel på lager kan du også bruge hvedemel og grahamsmel. Det kan dog være at der skal lidt mindre eller lidt mere mel til så.
Sneglene kan også bages uden du behøver vente en hel nat på det.. Så skal der bare 50 gr. gær i og så skal dejen hæve tildækket på køkkenbordet i en times tid inden du ruller ud og smører remonce på.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...