søndag den 15. september 2013

Kanelsnegle med æbletwist

Da der forleden skulle eftermiddagshygges serverede jeg gulerodsboller og kanelsnegle.
Dog ikke helt almindelige kanelsnegle, for jeg kan nærmest ikke lave noget i køkkenet for tiden uden at blande æbler ind i det..
Vores æbletræer bugner og jeg synes de smager alt for godt til at lade gå til spilde..
Jeg forsøger at skrive alle mine æbleideer ned og arbejder på et indlæg fuld af æbleinspiration :o)

En god kanelsnegl er for mig en saftig snegl der er luftig og langt fra tør og hvor dejen er let at arbejde med.
Jeg har forsøgt mig med mange forskellige opskrifter efterhånden og har langsomt stykket min egen sammen. Jeg er ret overbevist om at jeg har ramt den nu, jeg har afprøvet den et par gange nu og de har været populære :o)

Forleden fik jeg den idé at søde kanelsneglene med hjemmelavet æblemos og det er altså virkelig lækkert!

Her kommer min opskrift på kanelsnegle. Alt efter hvor tykke du laver dem kommer der ca. 14-16 snegle ud af en portion

Du skal bruge: 
25 gr. gær
2 dl. mælk
4 spsk. sukker
1 tsk. salt
1 æg
100 gr. smør
150 gr. ølandshvedemel
250-275 gr. hvedemel

Fyld:
75 gr. blødt smør
Kanel
Kardemomme (kan udelades)
6 spsk. rørsukker
3 spsk. brun farin
Ca. 1 dl. æblemos
(Jeg laver min æblemos af 8 æbler skåret i tern, en smule vand, 1 tsk. vanillepulver og 1 spsk rørsukker. Lader det koge mørt i en gryde, hvorefter jeg blender det)

Sådan gør du:
Lun mælken i en lille gryde. Pas på det ikke bliver for varmt, højest 37 grader, hellere for koldt end for varmt.
Rør gæren ud i mælken. Derefter sukker, salt og æg. Skær smørret i små tern og hæld i skålen.
Ælt melet i lidt efter lidt. Først ølandshveden og derefter hvedemel til dejen er glat og smidig og slipper skålens kanter.
Jeg lader dejen ælte godt i røremaskinen, ca. 5 minutter. Det gør den endnu mere luftig hvis den bliver banket godt igennem. (det kan hænder selvfølgelig også klare hvis du ikke har en røremaskine :o))

Lad dejen hæve i skålen i ca. 1 time

Tænd ovnen på 210 grader varmluft.

Hæld dejen ud på et meldrysset bord og del den i to bolde.
Hvis du vil afprøve æblemodellen kan du nøjes med at gøre det med den ene portion og lave klassiske kanelsnegle af den anden.

Rul den ene bold ud til et rektangel. Smør halvdelen af bløde smør ud på hele fladen og drys med kanel, (kardemomme), 3 spsk. rørsukker og 3 spsk. brun farin. Rul sammen på den korte led, så rullen bliver tyk. (Jeg kan godt lide tykke snegle :o))
Skær i 8 stykker og tryk dem let ned på bagepladen.

Rul den anden bold ud ligesom ovenfor. Smør først det bløde smør ud på hele fladen. Smør derefter æblemos ud over det hele og drys så med kanel og en smule rørsukker. Rul sammen på den korte led og skær i 8 stykker.

Hvis du ikke har æbler eller hellere vil lave klassiske snegle laver du selvfølgelig bare begge portioner som den første.

Pensl sneglene med æg og bag dem i ovnen i ca. 15-20 minutter.

Når sneglene er kølet en anelse af pynter jeg med hvid glasur og et drys frysetørret jordbær hvis det skal være rigtig festligt :o)

Rigtig god søndag derude!

14 kommentarer:

  1. Dem skal jeg da helt sikkert prøve. Har også masse af æbler og disse lyder som et rigtig godt bud på at få nogle brugt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Herhjemme var det ihvertfald et stort hit at bruge æbler på denne måde :o)

      Slet
  2. Hvor hyggeligt. Sådan lærte jeg mig også at bage kanelsnegle da jeg boede på æbleøen Fejø og havde haven helt fyldt med æbler. Nogle gange nøjes jeg dog med bare at rive lidt æble hen over dejen hvis det skulle gå tjept...

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvor lyder det skønt at bo på Fejø :o)
      Ja jeg har også forsøgt mig med revet æble tidligere, jeg synes bare ikke det blev nær så godt som med æblemos :o)

      Slet
  3. Det er altså lige så tænderne løber i vand!

    - Anne

    SvarSlet
  4. Uhmm, ser lækkert ud - må i gang med alle vores æbler fra haven :)

    SvarSlet
  5. Ej hvor lyder de bare lækre. Tak for opskrift, de må prøves! :D

    SvarSlet
  6. Hvordan er de dagen efter?
    Vil jeg kunne bage dem om aftenen og så stadig være lækre til middag?

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Lena
      Jeg synes sagtens de kan spises dagen efter, men de er klart bedst nybagt. Enten kan du lune dem lidt på dagen når de skal spises og putte glasur på derefter (hvis du vil have glasur på :o)) Eller evt. lave dejen og lade den koldthæve i køleskabet natten over og lave sneglene om morgenen.. Hvis du vælger det sidste skal du så bare kun bruge 5-10 gr. gær :o)

      Slet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...