søndag den 29. september 2013

Mormordessert med et twist

Som tidligere nævnt så elsker elsker elsker jeg danske æbler og lige nu raser æblesæsonen for alvor og jeg er vild med det.

Udover det så er vi så heldige at der er to store æbletræer i vores "nye" have der virkelig forstår at levere nogle frugter så jeg er gået totalt i "æble-mode" og skal gerne have æbler ind i så mange retter som muligt :o)

For et par weekender siden blev det til den gode gammeldags mormordessert æblekage med rasp, dog med et twist af trøffel/chokoladecreme.
Det var ret så lækkert. Drengene blev bomstille da jeg serverede den og det er altså ret sjældent at der er stille herhjemme skal jeg hilse at sige :o)

Det er ikke ligefrem rocket science, men opskriften kommer alligevel her, jeg er sikker på den kan gøre meget godt på en søndag som i dag (eller en mandag, tirsdag, onsdag...... ;o))

Du skal bruge:
30 gr. smør
40 gr. sukker
60 gr. rasp
40 gr. havregryn (jeg bruger indimellem en blanding af rugflager og havreryn for at få lidt mere bid)
8 æbler
Vanillepulver (ikke vanillesukker)
2 spsk. rørsukker
1/2 dl. vand
1/4 l. fløde
50 gr. mørk chokolade
2 spsk. fløde

Evt. lidt hakkede hasselnødder

Sådan gør du:
Æblemos: Skær æblerne i både og fjern kernehusene. Skær æblerne i mindre stykker, hæld dem i en gryde sammen med 1/2 dl vand, 1 tsk. vanillepulver og 2 spsk rørsukker. (Hvis du ikke kan lide at din æblemos er lidt syrlig, skal du tilsætte mere sukker)  
Lad æblerne koge møre i gryden og blend det hele til en ensartet masse. Sæt på køl
Knas: Smelt smørret på en pande ved middel varme. Hæld sukker, rasp og havregryn på og rør rundt mens det lige så stille bliver varmet igennem, bliver sprødt og tager lidt farve. Mærk med et par fingre om det er blevet sprødt. Når det er færdigt hældes det ud i et tyndt lag på en bageplade med bagepapir og køler af dér
Trøffel/chokoladecreme: Smelt chokoladen over vandbad og tilsæt fløden og rør rundt

Når æblemosen er afkølet er det tid til at samle desserten. Enten i en stor skål eller i små portionsanretninger. Læg æblemos, knas og flødeskum i små lag af flere omgange, du bestemmer helt selv rækkefølgen :o)
Der er nok til ét lag med chokoladecremen
Slut af med et "låg" af flødeskum og drys evt. med hakkede nødder
Jeg hælder altid flødeskummet op i en sprøjtepose (eller en frysepose og klipper et lille hul i hjørnet) og sætter flødeskummet i små toppe for det kan være ret svært at smøre ud ovenpå knas og mos uden at det bliver blandet.

Jeg arbejder på et indlæg med masser af æbleinspiration, så hvis du er lige så tosset som jeg med (danske) æbler men mangler ideer til små og store retter, så kig forbi i løbet af næste uge :o)

God søndag

4 kommentarer:

  1. Lækkert som altid :o)
    Kan huske du en gang før har skrevet vaniljepulver og ikke sukker.... Hvad er forskellen ? Jeg brugte vaniljesukker sidst i din opskrift og det gik fint ;o)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Katja :o)
      Du kan også sagtens bruge vanillesukker i stedet for vanillepulver. Jeg bruger altid vanillepulver, det er de rene korn fra en vanillestang hvorimod vanillesukker er vanillekorn blandet op med sukkerstads - når man bruger vanillepulver skal der derfor ikke så stor en mængde til som hvis man bruger vanillesukker (og så "slipper" man for den ekstra sukkermængde ;o))
      Men altså, du kan sagtens bruge vanillesukker hvis det er det du har i skabet :o)

      Slet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...