tirsdag den 11. juni 2013

Koldthævede thebirkes

I mine barneår, da jeg voksede op i København, var det nærmest en tradition at få en thebirkes, når vi fik morgenbrød fra bageren. Jeg elskede og elsker stadig thebirkes, nok noget jeg har arvet efter min far!

Da vi flyttede til Jylland fandt jeg ud af at thebirkes herovre kaldes Københavnerbirkes og smager langt fra som dem jeg kender og holder så meget af. I Jylland har man en tendens til at spare på remoncen, som jo er det der fuldender en thebirkes hvis du spørger mig :o)
Tja, det er også længe siden jeg har fået en "rigtig" thebirkes, altså en fra en Københavnsk bager. Måske finanskrisen har gjort at alle bagere sparer på remoncen efterhånden? Jeg ved det faktisk ikke, for nu er det  sjældent jeg køber brød hos en bager...

I søndags bagte drengene og jeg morgenbrød som vi tog med om til mine forældre. Da min far er lige så stor fan af thebirkes som jeg, besluttede jeg aftenen i forvejen at forberede en portion, så jeg kunne glæde ham med det..

Denne variant er langt fra som bagerens, den er ikke wienerbrødsagtig og denne version mætter langt mere og minder mere om en bolle i konsistensen. Men lækre synes jeg de er og de bragte stor lykke hos store og små..

De er super lette at lave, dejen hæver mens du sover og næste morgen tager det ikke mange minutter at klaske dem sammen og smække dem i ovnen og små 15 minutter efter dufter der lifligt af morgenbrød i hele hytten!

Opskriften her er på 10 thebirkes, de smager nemlig bedst friskbagt og vi er som regel aldrig mere end 10 til (morgen)bords
Det skal du bruge:
20 gr gær
2 dl mælk
100 gr. blødt smør
1 tsk salt
1 æg
Hvedemel (ca. 400-450 gr.)
1 tsk kardemomme (kan udelades)

1 æg til pensling
Birkes

Remonce:
75 gr. blødt smør
35 gr. sukker
Evt. en lille klump marcipan

Sådan gør du: 
Smuldr gæren i en skål, lun mælken (sørg for den ikke bliver over 37 grader, hellere for kold end for varm) og rør gæren ud i mælken.
Tilsæt æg, kardemomme, salt og smør i små tern og rør rundt. Ælt mel i dejen til den er blank og smidig og smørret er "smeltet" og dejen ensartet.
Sæt dejen i køleskabet i en skål dækket med film eller et låg.

Næste morgen hælder du dejen ud på et meldrysset bord. Tænd ovnen på 200 grader.
Rul dejen ud så den måler ca. 25x65 cm.
Rør remoncen (smør og sukker) sammen og smør det ud på hele dejen. Riv marcipanen henover det hele.
Fold den ene langside halvvejs indover dejen. Fold dernæst den anden langside indover den første side. Find midten og skær over. Skær hver af de to dele i 5 lige store stykker og placér dem på en bageplade med bagepapir og hiv lidt i dem/tryk dem lidt, da de hæver i ovnen.
Pensl stykkerne med sammenpisket æg og en tsk vand og drys med birkes
Bages i ovnen i ca. 10-12 minutter til de er gyldne

Hvis du ikke har tid til at vente natten over, kan du bruge 50 gr. gær i stedet og lade dejen hvile 45 minutter i en skål inden du arbejder videre med den.
Marcipanen kan udelades, men det gør altså lige det der extra...

Jeg er vokset op med at man smører smør under bunden på thebirkes, det aner jeg faktisk ikke om alle gør? Det smager ihvertfald godt :o)

Rigtig god dag derude!

18 kommentarer:

  1. Ja her hos os hedder de også hhv. thebirkes i.forht. manden ( som er københavner ) og københavnerbirkes i.forht. mig som er jyde :D - men uanset hvad smager de nu godt syntes jeg om de er fra jylland eller københavn.

    SvarSlet
  2. Ahmenam, de ser SÅ gode ud. Tusind tak for opskriften, det skal vi da prøve i weekenden :)
    Nu er jeg jo oprindeligt fra Jykkand, så jeg var ikke bekendt med remoncen, det skulle man lige vænne sig til - de hedder også Københavnerbirkes i mine øjne :)

    SvarSlet
    Svar
    1. - bedre kendt som Jylland ;)
      Og de er så fine med hjerterne...

      Slet
    2. Tak Anita. Tror også snart jeg må bage en portion igen :o)

      Slet
  3. Årh, elsker thebirkes - og så er jeg helt tosset med hjertepynten!

    - Anne

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Anne, jeg er også helt pjattet ned thebirkes :o)

      Slet
  4. Haps... den skal da prøves. Jeg er ikke selv for vild med alm. birkes, netop fordi de er for wienerbrødsagtig, så måske denne opskrift er noget for mig :-D

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja så kunne denne helt sikkert nok være noget for dig :o)

      Slet
  5. Hos os hedder de tebirkes og er altid blevet spist med smør under bunden eller åbnet og smurt med smør, det har jeg dog udeladt de sidste 20 år da jeg syntes de er fedtet nok som de er ;0)
    Tak for at dele :0)
    Hilsen en københavner

    SvarSlet
  6. Københavnerbirkes smager jo også bare alt for godt! Tak for opskriften og sød ide med hjertet!

    SvarSlet
  7. Jeg er også stor fan og føler med dine smagsløg:) De er virkelig lækre og fine med hjerterne (God ide). Tusind tak for opskriften:)

    SvarSlet
  8. Jeg har fået afprøvet din opskrift nu, og de var lækre :D Og de kan godt spises dagen efter hvis de lige bliver lunet lidt, men de er helt klart bedst nybagte!

    SvarSlet
    Svar
    1. Helt enig!
      Dejligt at høre at du synes om dem :o)

      Slet
  9. aii, nu er jeg stødt på dine tebirkes en del gange på IG, så nu har jeg vildt lyst til også at prøve dem :-))) Tusinde tak for opskriften...........glæder mig allerede vildt til weekenden ;-)
    Kh Nola

    P.S. skøn blog du har.......jeg kigger med :-D

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...