tirsdag den 18. juni 2013

Kold jordbær/rabarber suppe med lakridskys

Iskold jordbærsuppe med et snert af rabarber - og så lige med en god klat flødeskum og et par lakridskys på toppen! Det er altså en lækker sommerdessert
(Og så kan/skal den laves i forvejen, hvilket jeg synes er en ret så god bonus)

Det skal du bruge:
Ca. 850 gr. jordbær (meget gerne friske, danske (øko) bær, men frosne kan også bruges)
Ca. 100 gr. rabarber
100 gr. sukker
1 tsk vanillepulver eller 1/2 stang
5 dl vand

(Hvis du gerne vil have en mere dominerende rabarbersmag kan du ændre lidt på forholdene, der skal bare ca. være 1 kg frugt i alt)

Sådan gør du:
Rens og skyl jordbær og rabarber. Kom jordbær i en stor gryde, skær rabarberne i små stykker og kom dem også i gryden sammen med sukker, vand og vanille.
Lad det simre uden låg ca. 20-25 minutter til det er kogt godt ud. Blend til suppe og hæld det i en skål som du dækker til og sætter i køleskabet til den er dejligt kold og det er forkælelsestid :o)

Servér f.eks. med fløde, flødeskum, friske bær, havregrynsknas, speltflager, knasende nødder eller lakridskys

Selvom det er svært at forestille sig, kan der jo være en lille rest til overs. Den kan nemt trylles med i en smoothie næste morgen :o)

En lille portion på ca. 50 små lakrids marengskys laves nemt
Du skal bruge:
1 bg æggehvider = ca. 50 gr
150 gr. sukker
1/2 tsk hvidvinseddike
1/2 tsk lakridspulver

Sådan gør du: 
Pisk hviderne stive. Tilsæt sukkeret lidt efter lidt og pisk til massen er sej. Tilsæt eddike og vend det rundt. Tilsæt derefter lakridspulver og vend det rundt til det er godt blandet. Put massen i en pose - evt. med en stjernetyl - og sprøjt små kager på bagepapiret. Bag i ovnen ved 100 grader i ca. 45 minutter
Du kan tage en ud og prøvesmage - jeg synes de er bedst når de er sprøde udenpå men chewy indeni :o)


Rigtig god sommerdag til Jer alle og tak fordi du kiggede forbi :o)

1 kommentar:

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...