Første dag i resten af mit liv...

Det her er et af de indlæg der har været længe undervejs. Et indlæg der er lagt mange tanker og følelser i - altså endnu flere end normalt :o)

Når jeg ser et afsnit af Bonderøven får jeg en umiddelbar lyst til at frasige mig paracelhus, naboer og byliv og flytte på landet og leve bæredygtigt.. Kender I det?
Det går dog for det meste hurtigt over igen, for der er nok ikke nogen der gider følge mig med et kamera og betale løn den vej og så kan det måske godt være lidt svært at få det hele til at gå op i en højere enhed..
Men alligevel er der en lille flig der bliver hængende dybt inde og vokser sig fast stille og roligt. Et brændende ønske om engang imellem at turde ryste posen, sådan helt, eller lytte efter min umiddelbare indskydelse for det vil helt sikkert bringe sjove og gode oplevelser med sig
(Og nok også en del hovedpine, for jeg er ikke typen der vil kunne leve helt ukontrolleret altid og hele tiden, men indimellem var det da sjovt om man kunne give sig lidt mere hen til mavefornemmelsen og hjertet)

For et par uger siden så jeg et afsnit af en dokumentarserie på DR2 der hedder "Sådan er det bare", der omhandlede den måde vi lever med dét at arbejde.. Den udsendelse satte ord på så mange af mine tanker og følelser. I det hele taget er det en meget tankevækkende dokumentarserie, for det er tankevækkende så mange ting vi har det sådan med - altså at "sådan er det bare"..Det der med at gå på arbejde er en af de ting vi gør, for "sådan er det bare" - det skal man jo...

Til dels går vi måske alle sammen rundt indimellem og drømmer om at sige vores arbejde op - lidt ligesom at undersøgelser har vist, at jeg langt fra er den eneste der får lyst til at flytte på landet og leve som Bonderøven og være selvforsynende, mens man sidder og ser programmet.
For de fleste er der dog stemmen indeni der stopper én - og det uoverskuelige i at tænke sine følelser til ende..

Jeg har A L T I D drømt om at være selvstændig. Jeg elsker at arbejde, også gerne mange timer, men det skal være med ting jeg synes er sjove at lave.
Efter knap 9 år i samme virksomhed var jeg faktisk hver dag ked af at gå på arbejde, som i hver dag!
Det var ikke længere en følelse der kom og gik, den var der hele tiden og jeg overhørte den i lang, lang, lang tid. For lang tid kan jeg konkludere her på "den anden side".

Jeg kunne slet ikke finde nogen mening i det jeg lavede, jeg knoklede bare derudaf, høstede frugterne af det hårde arbejde i form af mere arbejde og sådan var det bare.. Jeg var slet ikke mig selv til sidst, jeg kunne ikke rigtig mærke mig selv.

Da vi fik Sigurd for 3 år siden var han syg mere eller mindre konstant de første 2 år. De første 10 måneder havde jeg barsel, døjede selv med en hel del sygdom, men havde på den måde ikke et "rigtigt arbejde" jeg også skulle passe, altså udover at være mor, kone, hausfrau osv. osv. Dog brugte jeg en del tanker og frustrationer på at tænke over min jobsituation når min barsel skulle have en ende..
Da jeg kom tilbage til arbejdsmarkedet og både skulle jonglere arbejde, 2 børn, konstant sygdom, læge/hospitalsbesøg, INGEN søvn osv. var jeg til sidst dér hvor jeg ikke følte jeg kunne slå til nogen som helt steder. Jeg kunne hverken være den mor, kollega, kone, medarbejder, veninde eller blogger jeg gerne ville være, jeg havde i stedet konstant dårlig samvittighed.

Til sidst hankede Anders op i mig for alvor og sammen tog vi beslutningen om at ændre det der skulle til for at jeg kunne finde ind til mig selv igen og blive glad, sådan rigtigt. Vi regnede forfra og bagfra, gik budgetter og tal efter i sømmene, så på hvor vi kunne "undvære" og hvilke ting der var nødvendigheder og til sidst lå beslutningen lige for; jeg skulle sige mit arbejde op.
Jeg tror aldrig jeg glemmer den aften hvor vi tog den endelige beslutning. Det var den vildeste lykkefølelse og en rus jeg aldrig har oplevet før. Da jeg lagde mit i min seng om aftenen føltes det som om jeg fløj 10 cm over den..

Jeg er helt sikkert en perfektionist der knokler for at gøre "alle tilfredse" og tager mig selv til sidst.
Endelig tog jeg en (stor) beslutning der både kom mig og min familie til gode. Altså ikke umiddelbart økonomisk, men på så mange andre planer.
Jeg har brugt det sidste år på at forberede mit næste skridt, undervejs har jeg været nødt til at arbejde med andre ting for at få hjulene til at køre rundt, men jeg har kunnet holde til det, for jeg har vidst at jeg var på vej mod noget godt.

Og nu er det så tid til at tage næste skridt, et stort et af slagsen..
Fra i dag, d. 3. februar, kan jeg, blandt meget andet, igen skrive studerende på mit CV.
Jeg starter nemlig med at studere igen og skal til at læse videre indenfor det felt jeg har arbejdet med de sidste mange år.
Derudover tager jeg springet, det jeg har haft lyst til at tage i så mange år, og bliver selvstændig.

Som jeg sidder her og skriver mine tanker ned er det med bævrende fingre at jeg skal trykke på udgiv knappen. Det her er et af de tekst- og tanketunge indlæg,som jeg selvfølgelig håber I vil tage godt imod.
Dette nye kapitel er så meget en del af mig (ligesom bloggen) at jeg ikke kan komme udenom at fortælle Jer om det.
En del har spurgt ind til hvad jeg arbejder med, og dét indlæg kommer jeg til, det lover jeg. Det hænger nemlig også meget sammen med det jeg nu skal til at arbejde med som selvstændig og også det jeg skal til at studere.

Jeg er s... nervøs for 1. skoledag, det er en kæmpe stor beslutning for mig at skulle være studerende igen. Ikke kun pga. det med SU'en (arhem efter 10 år med fast lønindkomst er det altså en kamel der skal sluges) men også fordi jeg pludselig mærker min alder og skal til at studere blandt og med en hel del der er noget yngre end mig og som har en anden slags forpligtelser end dem jeg har herhjemme - størstedelen har nok en anden slags "problemer" at slås med end mig... ;o) (Jeg kan trods alt stadig godt huske hvordan det var at være 20 haha)
Men jeg glæder mig til at få fyldt endnu flere klodser i vidensrygsækken og til at bruge mig selv og mine evner igen, blot på en lidt anden måde.

Og så glæder jeg mig til at tage endnu et skridt på vejen i den rigtige retning. Livet er for kort til at være ked af sit arbejde hver dag - bevares vi kan alle have en dårlig dag indimellem - men ikke hver dag. Så må der sadles om, selvom det kræver en del mod. På baggrund af min fars kræftkamp, er jeg endnu en gang blevet mindet om livets skrøbelighed. Min far elsker at arbejde, helst rigtig mange timer hver uge og sådan har jeg også haft det. Den glæde vil jeg finde ind til igen. Jeg mærker den f.eks. når jeg blogger, så jeg ved den er derinde..! Jeg vil forfølge min drøm om at arbejde med lige præcis det der gør mig glad og ikke "nøjes" :o)

Min første skoledag falder på Sigurds fødselsdag, men jeg håber jeg har energi nok tilbage i tanken til at fejre ham med pomp og pragt i aften. Ihvertfald blev han fejret godt og grundigt i går - det kommer der mere om i morgen :o)


Kryds fingre for mig, så er I søde. XXX
Rigtig god mandag og ny uge til Jer alle