onsdag den 26. februar 2014

(Glutenfrit) knækbrød - en snack- og madpakkefavorit

En af mine (og drengenes) favoritter til den lille lette sult, er knækbrød. Knap så usundt som noget af det man ellers kunne lade sig friste af, når man pludselig får lyst til at knase lidt.
Og de smager nu også skønt, peppet op med lidt smør, ost eller marmelade.

Jeg har i mange år bagt dem med hvedemel og de lidt grovere melvarianter, men for nogle måneder siden gik jeg i gang med at eksperimentere med en glutenfri variant, som jeg nu er blevet rigtig glad for.
Hvis du ikke har behov for at det skal være glutenfrit kan de 1 1/2 dl mel sagtens erstattes med hvedemel og fuldkornshvedemel f.eks.

Jeg bager som regel en plads om ugen, mindst, for de ryger hurtigt når de står fremme på køkkenbordet i en dåse.
Drengene spiser gerne et par stykker når de kommer hjem fra børnehaven og nu hvor jeg har madpakke med mig mange af ugens dage, er de en perfekt lille formiddags- eller eftermiddagssnack.
Det tager ikke mange minutter at smække dejen sammen og jeg bager dem derfor som regel om aftenen, når jeg alligevel skal have gang i ovnen til aftensmaden.

Skulle du få lyst til at forsøge dig med de små knasende vidundere kommer opskriften her:

Du skal bruge:
1/2 dl havregryn (evt. glutenfri)
1 dl sesamfrø
1/2 dl græskarkerner
1/2 dl solsikkefrø
1/2 dl hørfrø
1 tsk salt
1 tsk bagepulver (evt. glutenfri)
Evt. anden smagsgiver f.eks. kanel eller andet krydderi
1 dl boghvedemel
1/2 dl majs- eller rismel
1/2 dl olivenolie
1 dl vand

Sådan gør du:
Tænd ovnen på 180 grader varmluft. Bland alle de tørre dele godt sammen. Tilsæt olie og vand og rør det hele godt sammen til en ensartet masse.
Hæld massen ud på et stykke bagepapir, læg et stykke bagepapir ovenpå, tryk massen lidt ud. Rul derefter massen helt ud til kanterne med en kagerulle. Skær passende stykker, jeg bruger et pizzahjul.
Træk bagepapiret over på bagepladen og bag knækbrødene i ovnen i 20-25 minutter til de er let gyldne og sprøde.
Afkøl på en bagerist, knæk dem fra hinanden når de er afkølet en smule.
Opbevar dem derefter i en kagedåse eller lufttæt beholder

Rigtig god onsdag :o)

2 kommentarer:

  1. De er nemlig så skønne, laver dem for sjældent, men nøj de er gode.

    - Anne

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja det er en klassiker efterhånden, men forståeligt nok :o)

      Slet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...