mandag den 17. februar 2014

W e e K e N D L o V e

Jeg er slet ikke klar til at tage hul på en ny uge, men så er det jo godt at jeg har gode minder at tænke på :o)
En skønherlig weekend med hygge, grin, god mad og tid til hinanden

Vi fejrer ikke Valentines Day herhjemme, men da jeg kom forbi et slikmekka i fredags, gik jeg alligevel derind og blandede en pose sweets for my sweet - det er ret sjældent vi får bland selv slik herhjemme for min krop er ikke fan af det, men i fredags fik min kære mand lov at smovse i E-numre :o)

Da jeg kom hjem fra studiet i fredags var Sigurd lidt pylret, virkede træt og var i puttehumør og da han kom op til mig faldt han i søvn i mine arme på et par minutter. Det er vist ikke sket siden han var baby, så jeg nød det, selvom stort set alle mine lemmer var følelsesløse til sidst, han har helt klart taget på de sidste par år, men han er nu stadig min lille baby :o)

Mine forældre var i sommerhus hele sidste uge og da de kom hjem fredag havde de en kæmpe pose frisk fisk med til os, så fredagsmenuen blev speltotto med laks.
Lørdagsfrokostbordet bød på 5 forskellige slags fisk og det blev virkelig nydt at store og små. Jeg elsker at drengene også er vilde med røget makrel, sild, fiskefileter, laks, rejer osv.
Lørdag aften blev vi forkælet med god mad hos mine forældre. Jeg stod for desserten, med sommerstemning og stikkelsbær fra haven. Æble/stikkelsbærcrumble med hjemmelavet vanilleis, så bliver det ikke meget bedre ;o)

Søndag startede tidligt med havregryn, kaffe og Legobyggeri. Vi var i haven en del timer, regnen blev væk hele formiddagen, så drengene fik skudt deres krudt af med en fodbold, mens vi fik flået masser af bunddække op, så der kan blive plads til endnu et par højbede. Foråret banker på døren og jeg glæder mig til at lukke op :o)
Til frokost fik vi second breakfast. Jeg kunne ikke dy mig for at bage rødbedeboller og thebirkes og det blev nydt i fulde drag

Nu står endnu en uge og tripper for at blive brugt, jeg håber den vil vise sig fra sin bedste side :o)
Har I også nydt weekenden?

6 kommentarer:

  1. Dejlige billeder som altid :-) Hvor er de fine børnetallerkner fra (hvalen og fuglen)? Håber du har fået en god start på studiet - god ny uge til dig :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak Marie
      De fine børnetallerkner er fra Ingela P Arrhenius
      God ny uge til dig og dine

      Slet
  2. Hvor er de fine tallerkner med dyr og ansigter fra?

    SvarSlet
    Svar
    1. Børnetallerknerne i melamin er fra Ingela P Arrhenius. Dem med ansigter er fra Donna Wilson

      Slet
  3. Kunne godt tænke mig at se en Mad-ugeplan fra jeres familie. Det ser ud til I gør meget ud af maden (du nævner selv E-numre er fyfy). Har I nogle yndlingsretter?
    Er dine drenge altædende?
    Bager du alt selv, og sparer I mange penge på det?

    - Måske du kan tilføje disse spørgsmål til din kommende spørgerunde-indlæg. Jeg kan huske du for noget tid siden skrev at vi måtte spørge ind til alt muligt...

    Hilsen en nysgerrig medblogger:
    // Rikke //
    CUPCAKE-STYLISTEN

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for spørgsmål og input Rikke. Flere har efterspurgt madplan og mere info om vores mad, så det vil jeg meget gerne tage med til et kommende indlæg.
      Rigtig god dag

      Slet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...