Kræft update - Når morfar er syg

Selvom der for det meste er fokus på alt det skønne og rare i livet her på bloggen, afspejler den også mit liv, og som de fleste nok ved er livet ikke altid lutter lagkage. Heldigvis kunne jeg fristes til at sige, for hvordan skulle man ellers kunne sætte pris på alt det gode, hvis der ingen nuancer er i livet?

Sidste år slog et af livets mest gigantiske og frygtelige lyn ned, lige midt i lykken. Som jeg før har nævnt, skænkede jeg ikke døden mange tanker før jeg blev mor. Så fik jeg to guldklumper og mærkede øjeblikkeligt livets skrøbelighed på en helt anden og meget skræmmende måde. Indimellem kan jeg få åndenød ved tanken om at livet ikke er for altid, og de her tanker har helt sikkert også været med til at gøre det lettere for mig attage beslutningen om at livet nu skal skifte retning, at livet skal leves.

Flere af Jer har efterspurgt en update på min fars situation og den kommer her:

Da min far fik diagnosen kræft sidste år i maj, fik vores familie rykket gulvtæppet væk under os. Der er utrolig meget ventetid forbundet med det, vi ventede og ventede på at få svar. Svar som vi ikke havde lyst til at vente på, men som vi helt hjælpeløst og magtesløst bare måtte sætte os selv på pause og vente på... Hvor alvorligt er det? Hvornår starter behandlingen? Skal han have kemo? Stråler? Hvordan er udsigterne? Skal han dø? Bliver han rask? Hvor dårlig bliver han nu? Hvad dælen gør vi? Er der noget vi kan gøre?

Og så bliver det helt lavpraktisk; hvad med sommerferien? Og arbejdet?

Jeg forstår egentlig ikke hvordan vi kom igennem al den ventetid, for det var ulideligt. Men på en eller anden måde så kommer man jo igennem det. Nogle siger endda at det er ”sundt” at have denne venten som en del af processen, så man kan nå at vænne sig til diagnosen. Jeg er måske lavet af et lidt andet stof, jeg vil enormt gerne agere. Forholde mig til det og så tage den derfra. Gøre noget.

Problemet med kræft er nok bare at der ikke er så forfærdeligt meget at gøre. Jeg følte mig helt utrolig magtesløs. Heldigvis gjorde min arbejdssituation det muligt at jeg kunne træde til når min far og mor havde brug for mig, f.eks. hver gang han skulle køres til sygehuset. Først til stråling, sidenhen til operation, kontrol osv. Det har betydet ubeskriveligt meget for mig at jeg har kunnet gøre noget. Bare et eller andet, små ting, for at lette det for min far – og min mor.

Da vi fik mere information om hvor alvorligt det var og en plan for forløbet, havde vi endelig noget vi kunne forholde os til og fik en tro på at det var en kamp vi kunne og skulle vinde. Først 26 x stråler kombineret med kemo. Da min far blev indlagt midt i behandlingen fordi han var så dårlig og til sidst helt sort i øjnene og havde mistet modet, dér mærkede jeg frygten fra de første dage, da vi ikke vidste hvor alvorligt det var. Der var død i øjnene og det var frygteligt. Jeg fik en umådelig trang til at hive op i ham og min mor. Han skulle have at vide at vi var (og er) mange der bestemt ikke kan undvære ham!

Kemoen blev sat på stand by og strålerne færdiggjort. Min far var indlagt 10 dage, og var blandt andet ikke med til Williams 5 års fødselsdag, og det var helt vildt mærkeligt at han ikke var der, men vi vidste alle at det var en periode, at der ville komme et tidspunkt hvor vi kunne tage revanche sammen.

Da min fars strålebehandling var overstået blev han opereret og al kræften blev fjernet. En midlertidig stomi blev lavet og den kemo han måtte stoppe med, mens han fik stråler, blev startet op, da der var fundet metastaser i en lymfeknude. Desværre var der en del komplikationer efter operationen som han stadig kæmper med sideløbende og som også har krævet et par indlæggelser oveni alt det andet! Øv altså

Den dag min far fik konstateret kræft var det mig der hentede ham på sygehuset fra undersøgelsen og uden han sagde noget, vidste jeg hvad han skulle fortælle, da han brød sammen i bilen. Jeg brød også sammen og græd det meste af det efterfølgende døgn. Jeg forsøgte at holde igen da vi hentede drengene i børnehaven og efterfølgende mens de var vågne, men det var svært at skjule de røde øjne og tårerne der blev ved at presse sig på. Generelt er min erfaring også at de kære små kan mærke ens sindsstemning meget mere end man måske tror, og jeg vidste derfor at det var bedre at italesætte det end at lade som ingenting.

Vi var derfor fra dag 1 ærlige over for drengene og fortalte dem at morfar var blevet syg, havde noget i kroppen der ikke skulle være der og det skulle fjernes før han kunne blive frisk igen. Sigurd har været for lille til at forstå så meget, men William har lyttet, spurgt og f.eks. fortalt i børnehaven at han har besøgt morfar på sygehuset.

Jeg har haft Sigurd med på sygehuset og hente min far efter en omgang kemo. Han spurgte ind til alle slangerne, kørte sengen op og ned, gik i det hele taget meget op i dét at skulle hente morfar, skulle holde ham i hånden ned i elevatoren og han snakker stadig ofte om det når vi kører forbi sygehuset. Han aner selvfølgelig intet om alvoren i min fars sygdom, men har alligevel forstået at morfar er syg. Og når min far ikke har kunnet deltage i familiekomsammener fordi han har været på sygehuset, har de kunnet se for sig hvor han i stedet har været henne.

Den kemo min far får, får ham ikke til at tabe håret, så på den måde kan man ikke se på ham at han har kræft. Han har dog haft et voldsomt vægttab, men det tror jeg ikke som sådan at drengene har bemærket. Vi har snakket med William om det når han har haft spørgsmål til det. Vi har hele tiden haft fokus på ikke at skræmme ham, vi har fortalt helt konkret om sygdommen, at der er noget der skal væk og min far har vist sit operationsar og stomien frem og William har fulgt nysgerrigt med.

Min far er nu over halvvejs i det ½ år lange kemoforløb og vi tæller ned :o) Engang slut forår skal han opereres og have lagt stomien tilbage, og der kommer helt sikkert en hård tid derefter, når kroppen skal i gang igen, men vi kan se lyset for enden af tunnelen og jeg er overbevist om at han kommer godt ud på den anden side.

I hele dette forløb har jeg ofte glædet mig over at vi har så stærkt et familiebånd. Vi elsker at være sammen, vi snakker om tingene, griner når stomien har sit eget liv, hjælper hinanden, stiller spørgsmål, kæmper sammen. Jeg er glad for at have været en del af hele det her forløb, at mine forældre har inddraget mig og ikke forsøgt at skjule noget. Og jeg er sikker på at vi kommer endnu stærkere ud på den anden side <3

Jeg er absolut ikke berøringsangst overfor at snakke om det og jeg svarer meget gerne på spørgsmål hvis I måtte have nogen :o)