I går fandt jeg endnu en omgang stikkelsbær frem fra fryseren og omdannede dem til den skønneste stikkelsbær / banan roulade
Drengene, mine forældre og jeg havde fornøjelsen af den som lørdagsdessert og der gik ikke længe før fadet igen stod næsten tomt på bordet..
I en del år var roulade en glemt kage i min hukommelse, specielt fordi jeg har et skoletraume over de køberoulader der ofte blev serveret til klassens time.. Men heldigvis genopdagede jeg fornøjelsen ved den hjemmelavede af slagsen sidste år, og siden da er den genopstået i mange forskellige, lækre varianter
I går altså med stikkelsbær og banan. Umiddelbart ikke en kombination der ligger lige for, men det sure og søde spiller rigtig godt sammen og giver rouladen bid og gør den alt andet end tung.
Hvis du ikke har stikkelsbær i fryseren kan andre bær selvfølgelig sagtens bruges også :o)
Du skal bruge:
200 gr. stikkelsbær (gerne frosne)
2 spsk. sukker
1 spsk. vand
1 tsk vanillepulver
1 blad husblas
1/4 l fløde
Evt. 1 banan
3 æg
175 gr. sukker
1 tsk. bagepulver
40 gr. kartoffelmel
10 gr. hvedemel
Sådan gør du:
Put husblas i en skål med koldt vand i 10 minutter. Kog langsomt stikkelsbær, vand og sukker op til det begynder at tykne og bærrene kan moses let med en grydeske. Vrid husblas godt for vand og opløs det i de varme bær. Hæld det i en skål og sæt det på køl et par timer
Når stikkelsbærmassen er kølet ned piskes fløden til skum og vendes med den afkølede stikkelsbærmasse. Hvis du vil have banan i skæres den i tynde skiver. Det er bedst at have al indhold til rouladen klar inden den puttes i ovnen, da den skal samles hurtigt efter den er kommet ud af ovnen.
Når skummet/fyldet er klar kan du gå i gang med at bage bunden.
Tænd ovnen på 230 grader varmluft
Pisk æg og sukker til en luftig, hvid masse. Bland kartoffelmel, hvedemel og bagepulver i en skål og sigt det i æggemassen. Vend forsigtigt men grundigt det hele sammen til en ensartet masse.
Drys lidt sukker på et stykke bagepapir på en bageplade. Smør dejen ud på bagepapiret. Sørg for at den bliver lige tyk over det hele, specielt i kanterne hvor den hurtigere bliver bagt.
Bag bunden i ca. 8 minutter til den er gylden
Imens bunden er i ovnen drysses sukker eller flormelis på et nyt stykke bagepapir. Når bunden er færdigbagt tages den ud af ovnen og vendes over på det nye stykke bagepapir. Fjern forsigtigt det gamle bagepapir fra rouladebunden i små hurtige riv.
Smør fløde ud over hele bunden, fordel bananskiverne ovenpå, rul rouladen sammen og smut den over på et fad.
Pynt som du synes, enten ved at si flormelis eller kakao over, pisk lidt fløde og lav små dekorationer, hak eller smelt chokolade og fordel ovenpå eller hvad du måtte have lyst til
Stil kagen på køl til den skal nydes :o)
Rigtig glædelig søndag og skønherlig forårsdag til Jer alle
Muuums, nogle lækre kager du får smækket sammen :)
SvarSletTusind tak Simone - ja it's like an addiction :)
Slet