Det er efterhånden halvandet år siden vi overtog vores skønne hus og mange ting har allerede forandret sig, både små og store projekter er blevet gennemført og vi har hele tiden gang i et eller andet.
Da vi kiggede på hus var det vigtigt for os at finde et sted hvor vi kunne se os være og udvikle os mange år frem. Da vi trådte ind i huset første gang var vi ikke i tvivl! Her ville vi gerne bo, her var rammerne for vores drømme lige som vi kunne ønske os dem (og til at betale for menneskepenge).
De efterfølgende uger var vildt nervepirrende, for vi kunne kun købe huset hvis salget af vores rækkehus gik igennem og derudover var vi oppe imod andre interesserede, der også bød på ”vores” hus.
Da det hele endte lykkeligt og vi kunne begyndt at trække vejret igen, indtraf næste kapitel; drømmene.
Vores hus er hverken nybygget, perfekt eller præcis som vi ønsker os det (endnu). Men rammerne er der, og vi er godt på vej og nyder processen undervejs - heldigvis.
Og selvom både Anders og jeg indimellem joker med at det kunne være skønt at alting var som vi gerne ville have det, så vi ikke skal bruge tid og kræfter på at tænke boligforbedringer, så er vi nok bare i virkeligheden ikke særlig gode til at sidde stille – og heller ikke særlig gode til at have det som vi altid har haft det (okay det er nok mest mig der må tage æren for det :o) host host)
Inden vi flyttede ind brugte vi nogle uger på at ændre et par store ting. Nu tager vi løbende fat på nyt projekter. Når tiden og pengepungen kan følge med.
Som jeg har nævnt før, drømmer vi om at lægge nye gulve på 1. salen. En anden drøm er nye vinduer i underetagen. Begge drømme er efterhånden indenfor rækkevidde.
Heldigvis er jeg opdraget med viden om at ting tager tid – og koster penge. Og egentlig synes jeg også at meget af glæden ved nye ting kommer fordi jeg/vi har sparet op og glædet os til at kunne opfylde en drøm.
Vores helt store (hus)drøm er at få nyt tag.
Jeg er ikke specielt pjattet med udseendet på taget, det er sådan lidt øhm slidt. Det trænger til en ordentlig omgang balsam og måske lidt skælshampoo. Jeg ville elske et smukt sort tag der stod helt skarpt. På en måde er taget husets hår, og i mine øjne må det meget gerne se velplejet ud, men det kan være svært at holde manken velstriglet efter 30 år – tro mig, jeg taler af personlig erfaring :o) haha
Helt fornuftspræget så trænger huset heller ikke til nyt tag, så det ville være helt galimatias at skifte det lige nu – vi har heller ikke penge stående klar til dét projekt. Men vi ved at det på et tidspunkt vil blive nødvendigt at skifte toppen af huset. Og i den forbindelse vil vi meget gerne gøre andet og mere end blot at skifte taget. Jeg drømmer om at åbne op til kip ovenpå og lave kviste på begge sider, for der er faktisk en fænomenal udsigt deroppefra som vi slet ikke får nok glæde af lige nu. Og hvis jeg skal tage de økonomiske briller på, er jeg egentlig ret sikker på at sådan en investering kan betale sig – måske ikke krone til krone – men i hvert fald gøre en masse godt for huset, både mens vi bor i det og når vi engang skal sælge det igen.
Forhåbentlig bliver drømmen til virkelighed engang, i hvert fald giver det os en fantastisk følelse at drømme om det og glæde os til at det engang bliver virkelighed.
Hvilke boligdrømme render du mon rundt med, store som små?
hvor bor I egentlig henne, hvilken by ?
SvarSletVil da gerne se lidt flere billeder af huset i helhed og af de andre rum, det er altid dejligt inspirerende at se hvordan andre boer :)
Rigtig god weekend, lotte keiser
Jeg kan godt lide din indstilling til at ting tager tid. Jeg er også bare gladere for ting jeg har ønsket mig og sparet op til længe. Jeg drømmer om at flytte op på 5. sal og loft i vores ejendom, rive det hele ud og lave 100 kvm super lækker loftlejlighed! Det vildeste er at det er går i opfyldelse lige om lidt! :-D god weekend.
SvarSletDet er meget velkendte drømme og ønsker, som I har jer. Der er 1000 ting vi gerne vil gøre ved vores hus, men det kræver både tid og penge og man kan bare ikke alt på samme tidspunkt. Vi har boet i vores hus i over 6 år nu og vi erkender nu også at når vi om ikke så lang tid går fra at være 7 til 5 i huset, så er det måske også tiden til at finde noget nyt der passer bedre til os. Vi fortsætter dog med alle mulige projekter lige indtil den beslutning bliver ført ud i livet, for om ikke andet, så er det da forbedringer på huset hver gang vi finder på noget nyt.
SvarSletDrømmer om at flytte til Dragør. Fanatisk hyggelig by, der minder om 'hjemme' ;)
SvarSletMen pt er det leje jeg kikker på. Har ikke råd til at købe. - huspriserne ligger også på + 3.000.000 og som enlig mor og offentlig ansat er det ikke en mulighed. Jeg vil bare gerne væk og ud på 'landet' ;)
Kram AK
Rigtig go indstilling I har til det at være husejere... Jeg drømmer om at mit lillebitte køkken kan få sine gamle trægulve tilbage, er lige nu pakket ind i linoleum, at få nye skabslåger, og ny bordplade, håndvask. Og sidst men ikke mindst , et nyt flot hyldesystem, så mine Rice produkter, mine fede kaffekrus osv., kan komme frem og pynte i dagens lys... :0)
SvarSletWau - når jeg læser dette indlæg er det PRÆCIS som vi har gjort hos os. Vi tager projekter som pengene er til det, sparer op og glæden er den fedeste når det lykkes.
SvarSletVores tag skal også skiftes, men om mange år. Vi har i stedet renoveret det lidt, bl.a. ved at få det renset for alger/mos. Jeg ved at man også kan få det malet, hvis nu drømmen er langt ud i fremtiden.
Vi er pt. i gang med vores 100 kvm store kælder, pudse vægge op og nye ens klinker over det hele, på egen hånd. Det er hårdt, men bliver SÅ fedt, og følelsen af at man selv har gjort det er bare den bedste.
God arbejdslyst til jer! :)
Vi har også så mange ting og projekter, vi gerne ville i gange med mht. vores hus. Nyt tag, male gulve, ny entre/gang, som p.t. slet ikke fungerer optimalt. Men ting tager tid ja, og koster penge, så jeg forsøger at væbne mig med tålmodighed ;)
SvarSletJeg vil også gerne se mere af jeres hjem - I bor meget fint og inspirerende.
Kh. Louise