Klap dig selv på skulderen..

Denne uge er mere end almindeligt hektisk, for Anders er væk hele ugen på kursus og jeg var også selv i København de første par dage af ugen, mens farmor og farfar tog over.

I går var en af de dage hvor jeg var bagud lige fra jeg stod ud af sengen. Kender I det?

Arbejde. Drøne af sted til to institutioner og samle drenge op. Videre hjem og sørge for at William kom i fodboldtøjet. Af sted til træning. Tæske rundt i en time på en græsmark med Sigurd imens. For at holde ham vågen.. Og være i nærheden af William. Handle ind. Sørge for aftensmad. Badetur. Tandbørstning. Godnatlæsning. Krammeri. Madpakkepakning og så endelig… et par timers daseri i sofahjørnet, inden jeg kunne tage mig sammen til at kravle op i seng

Men.. Jeg klarede det! Jeg følte mig lidt som superwoman da det hele var klaret, og jeg besluttede mig for at klappe mig selv lidt på skulderen. (undskyld Jantelov)

Da jeg hentede Sigurd i børnehaven løb han direkte ind i mine arme, holdt om mine kinder med sine små tykke beskidte hænder, kyssede mig utallige gange og kiggede mig dybt i øjnene inden han kastede armene om min hals. Og lige dér fik jeg al den styrke jeg havde brug for, for at komme igennem en hektisk eftermiddag og aften! 

Godt nok er jeg vant til at være en del alene med drengene, både i hverdagene og hver anden weekend, hvor min mand har vagt fredag, lørdag og søndag.

Men jeg synes bare at sådan en hel uge med extra-monster-mange to do’s trækker lidt ekstra tænder ud. Måske stresser jeg også lidt på forhånd fordi jeg ved at det er en hel uge, det skal jeg ikke kunne afvise.. 

Der er ikke rigtig noget pusterum på samme måde som andre uger, hvor min mand også kan tage nogle af ”pligterne”, men jeg forsøger virkelig at nyde når jeg så endelig kan sætte mig i sofaen om aftenen og se lidt (ligegyldigt) tv eller læse lidt.

Og jeg helt klar over at jeg ikke kan tillade mig at brokke mig! For jeg har jo selv valgt at sætte de to banditter i verden. Og jeg er for det meste ikke alene om det hele. Men det gør det jo ikke mindre hårdt når man er midt i det.. 

Men det er fedt på den anden side..

Det var egentlig derfor jeg i det hele taget fik inspiration til at skrive dette indlæg.

Fordi jeg gerne vil sende et klap af sted til alle jer mødre (og fædre selvfølgelig). Og et dobbeltklap til alle jer der står alene med det hele – hver dag.

I er squ seje!

Så hvis ikke I husker at klappe jer selv på skulderen, så er det hermed gjort herfra J

Rigtig god (regnvåd) torsdag