William hyggede sig hele dagen, havde glædet sig HELT VILDT og jeg er helt sikker på at dagen levede op til hans forventninger, han sagde mange gange i går at det bare var den allerbedste fødselsdagsfest i hele verden! (Det bliver måske lidt svært at leve op til næste år, men den tid den sorg :o))
Det var Anders' forældre, søskende og mormor der var inviteret.
Vi har valgt at dele det lidt op så der ikke er alt for mange mennesker William skal forholde sig til ad gangen. Det gør det lidt lettere at nå at hygge sig med alle gæsterne.
Jeg har vist billeder af forberedelserne før, her og her, der har været en del at holde styr på.
Det meste af fredagen brugte jeg i køkkenet på at forberede maden. Lørdag formiddag indtil gæsterne ankom, blev også brugt derude, men så var al maden også klar til dagens festivitas og skulle mere eller mindre bare serveres.
Gårsdagens menu bød blandt andet på Yoda Soda, Han burgers, Jedi Juice, planeter, lyssværd af forskellige dimensioner, raketter, stjernespyd, Darth Vader kage og meget andet.
Jeg bilder mig selv ind at jeg ville have haft lettere ved at planlægge en tøsefødselsdag, det falder mig ikke helt så naturligt at tænke i drenge-seje baner, men ud fra Williams lysende øjne at bedømme, har jeg vist ramt meget godt.
Drengene fik en pose med sæbebobler, en lille slikpose, en kappe og et lyssværd lavet af rørisolering, stof, gavebånd og gaffatape.
Derefter skulle de igennem forhindringsbanen i haven der bestod af dåse-skud, ring-kast, balancebane, lyssværdsfægtning og kast-bolde-i hullerne, som William havde været med til at male for nogle uger siden.
Banen var en kæmpe succes og blev gennemført en del gange.
Derefter var det selvfølgelig på sin plads at blive slået til ægte Jedi ridder og få en medalje om halsen.
I dag skal vi nyde resterne fra i går og slappe af. På tirsdag (når William fylder 5 år) tager vi endnu en omgang fødselsdag i børnehaven og så er det ellers i gang med at forberede til på lørdag, hvor min familie kommer for at fejre den store, stolte dreng :o)